Min spejderven Ronnie og jeg havde ofte snakket om at tage på en mere ufordrende tur ex. en vandretur i Norge eller at bestige Kilimanjaro. En søndag for 14 dage siden ringede han så og fortalte at han var blevet 40 (som jeg selv) og at han af sin kone havde fået en rejse til Kilimajaro, så hvis jeg ville med så var det nu jeg skulle sige ja...
Øv hvorfor er det altid mænd der gør tingene, mens vi kvinder først tænker på udgiften, rimeligheden i at bruge den alene på sig selv, bekymringer om børnene etc. etc.
Jeg ville helt vildt gerne med og talte med min mand Lars om det - som straks greb min telefon - ringede til Ronnie og bad ham gøre ham en tjeneste: Tag min kone med til Kilimanjaro...
Ja så var beslutningen jo ligesom taget :-)
Efter en nat med meget uro og usikre tanker om hvorvidt jeg nogensinde ville komme i mål på toppen af Kilimanjaro - hvordan jeg overhovedet skule nå at komme i form til turen - hvad jeg egentlig vidste om Kilimanjaro... vågnede jeg med en tanke i hovedet: Yes jeg skal bare nå toppen.
Først på dagen havde jeg en aftale ved min fodplejer og ja jeg var helt oppe og køre og fortalte livligt om mit nye mål. Derefter gik det direkte til det lokale motionscenter Santé, hvor jeg var heldig at få en tid ved deres dygtige instruktør, som fik alle detaljer fortalt og ville ud fra det lave et træningsprogram til mig, som jeg kunne starte på om torsdagen.
Så gik turen til eventyrbutikkerne i Århus og jeg fik investeret i nye trackingboots...
Ja så var de første skridt mod Kilimajaro taget
