Hammelev Spejdergruppe

Hammelev spejdergruppe har eksisteret i mange år. Vi er blå og hører under DDS.
I øjeblikket består gruppen af  15 minier, 14 juniorer og 12 storspejdere. (se gruppens hjemmeside på: www.hammelev.spejder.dk)

Ronnie og jeg er begge tilknyttet juniorgruppen.

Jeg startede som spejder i Hammelev, da jeg var 7 år og fortsatte til jeg var 14. Efter endt uddannelse kom jeg tilbage og blev miniassistent i en kort periode. Herefter var der spejderpause og først da mine 2 store drenge blev spejder, kom lysten til igen at engagere mig og jeg meldte mig som minileder for godt 3 år siden - på samme tid meldte Ronnie sig som miniassistent.

Der er ingen tvivl om, at alle mine 4 børn, skal prøve at være spejder og jeg tror nu også, at de allesammen vil nyde spejderlivet og få mange gode spejder år.

En gang spejder - altid spejder :-)

I uge 30 2012 afholdes danmarks største spejderlejr - se http://2012.spejderne.dk/da
Det bliver en helt vildt fantastisk oplevelse for alle spejdere der kommer med. Det forventes at 35.000 spejdere vil deltage i lejren, som afholdes i Holstebro og der vil være spejdere fra de fem danske spejderkorps (Dansk Spejderkorps Sydslesvig, Danske Baptisters Spejderkorps, De Grønne Pigespejdere, Det Danske Spejderkorps og KFUM-Spejderne), derudover kommer der spejdere far hele verden, forældre, søskene, FDF'ere, fritidsklubber og andre der har lyst til at deltage på en spejderlejr.

Temaet for lejren er: "Vi møder hinanden" og er jo et super oplæg til en lejr, hvor man mødes på tværs af organisationer, kulturer, landegrænser. En lejr hvor man i den grad kan få udvidet sin horisont på det menneskelige plan.

Det er en lejr som jeg vil ønske at så mange som muligt vil deltage i og det er netop min bevæg grund for at forsøge at indhente økonomiske sponsorater, der kan komme vores spejdere til gode.
Prisen for lejren er 1.775,- pr. spejder og det i sig selv vil afholde nogle fra at kunne deltage. Derfor håber jeg inderligt, at jeg kan skaffe sponsorater nok til at vores spejders pris bliver langt mindre...¨

Kontakt mig gerne hvis du vil være med til at støtte projektet.