6. dag på bjerget - 5.895 mtr

Det var svært at finde ro, for nu var det jo næsten nu, men vi fik slappet lidt af.

KL. 22.00 blev vi vækket med te og kiks og så klædte vi os på.
Jeg havde inderst en ulden t-shirt, derefter en ulden hættetrøje, derpå en fleecetrøje og så en dunjakke og til sidst en skaljakke. På benene havde jeg uldne lange underbukser og mine forede trekking bukser. I støvlerne havde jeg et par liners (tynde uldstrømper) og så de tykkeste uldne vandresokker jeg kunne opstøve. Om hovedet havde jeg en buff (tubeformet uldent rør), samt min uldne skihue. På hænderne havde jeg mine super gode dunluffer. Og til sidst min pandelampe, da det jo var hamrende mørkt.

Vi stillede op på række - de svageste først og de stærkeste (Ronnie og jeg :-)) bagerst.

Allerede efter knap 20 minutters vandring, havde vi en deltager der måtte ned og ligge. Sus og Anette var desværre ikke blevet vækket i god tid, men var vågnet da vores guide råbte: vi går om 10 minutter. Så havde de skyndt sig alt hvad de kunne, for at blive klar og stress blandet med at der i starten ikke var så koldt, som vi havde forventet, gjorde at Sus blev overhed og svimmel. Hun blev lagt ned på en sten og fik åbnet sin jakke og noget at drikke, mens en guide blev hos hende og vi andre fortsatte op.

Det gik op - op - op og tempoet var meget langsomt. Forsøgte man at sætte tempoet op, gik der ikke mange skridt før man måtte stoppe op og hive efter vejret - jo luften var skam blevet tynd. Jeg mener at der i denne højde kun er 40% af den luft tilbage, som vi er vant til. Der var flere i gruppen, der havde problemer undervejs og det blev til lidt for mange stop på vej op og da det var blevet en del koldere på vejen op, var det svært for Ronnie og jeg at holde varmen. Jeg måtte ind i mellem danse/hoppe lidt for at holde varmen, men samtidig passe på, at jeg ikke tabe pusten. En af guiderne opdagede mine små dansetrin og døbte mig SIMBA :-)

Efterhånden som vi kom længere op, blev pauserne flere og Ronnie og jeg bestemte os for at skifte over til den hurtige gruppe, når de ville passere os.

Jeg skal lige nævne at det jo var ekstremt mørkt og man så faktisk ikke andet end lige det område foran sig som pande lampen lyste op. Over os var der stjerneklart, hvilket hjalp mig med at holde humøret oppe, for jeg elsker at kigge på stjerner.

Ca. kl. 05.00 var vi på sidste stop Stella point, inden topmålet.

Sjovt nok, kan hverken Ronnie eller jeg huske dette billede, men vi husker at have hvilet lidt op ad en klippevæg, hvorefter en guide sagde, at vi skulle fortsætte vores tur mod toppen ca. 1,5 times vandring. Ronnie og jeg fulgtes med Per fra Stella Point. Jeg husker, at der kom en hel flok kinesere og jeg tænkte, at det galt om at komme op til toppen inden dem, for de ville sikkert blokere topskiltet i adskillelige timer, med deres fotografering. På et tidspunkt tabte Per pusten og jeg tog føringen.

Jeg havde det faktisk fantastisk og da jeg fornemmede, at vi var tæt på målet, følte jeg mig helt ovenpå og kunne have løbet det sidste stykke. Jeg husker at jeg på et tidspunkt kiggede bagud, for at se om Ronnie stadig fulgte med og her så jeg solen kigge frem og jeg kunne bare mærke gråden og tårerne presse sig på. Det var SÅ STORT...

KL. 06.30 stod vi på toppen af Kilimajaro og tårerne fik frit løb. Vi klarede det !

Udsigten var fantastisk - gletchere, sne og sol

Jep - vi klarede det alle mand : Kipling Travel 100% på toppen !

De sidste fra vores gruppe nåede toppen omkring kl. 13 , så der var alligevel en difference på godt 6,5 time. En enkelt deltager måtte have ilt 4 gange undervejs og han fortalte selv at han kunne fornemme de ene lunge ikke fungerede.... han kom dog også op og ned igen og havde det efterfølgende fint.

Efter godt 30 minutter på toppen startede nedturen til lejren igen og her observerede jeg Ronnie og blev chokeret. Hans ben sejlede fuldstændigt under ham. Han fortalte at han de sidste par timer havde været ekstrem svimmel og kun havde kunnet fokusere på at følge mig. Det kom totalt bag på mig og jeg blev faktisk ret nervøs, for skrænterne var stejle og han kom af og til faretruende tæt på. Mange gange undervejs ned, ville han sidde ned og slappe af. uiden gav mig besked på at han ikke måtte falde i søvn og at jeg skulle sørge for at han fik rigeligt at drikke. Ronnie var ret irriteret på både mig og guiden, men det lykkeds for os at få ham ned i teltet igen, hvor han faldt totalt om og sov som en sten.
Nedturen var i øvrigt i grusgrav lignende smågrus og mage syntes det var ekstremt svært at bevæge sig ned i. Jeg brugte mine erfaringer fra skibakkerne og hoppede ned i slalom - det var fakstisk ret sjovt, men jeg var lidt for træt til at kunne nyde det i fulde drag.

Vi var nede ved teltene omkring kl. 10 og sov indtil der var frokost i messeteltet. Her fik vi besked på at vi skulle pakke sammen og fortsætte nedturen i godt 4 timer. Det skulle vise sig at være den hårdeste del af turen for mig. Meget af vejen gik vi på noget der lignede et udtørret flodleje, med store løse sten og høje nedstigninger skridt for skridt.Mit højre knæ brød sig virkelig ikke om den tur og jeg havde store smerter, da vi langt om længe nåede lejren Mweka (3.100 mtr).

Lejren var tilgengæld rigtig hyggelig, med træer og skyggefulde områder og så havde de en bar - hvor Ronnie og jeg fejrede det med en cola :-) Ronnie havde fået det bedre, efter han var kommet ned fra højden og havde sovet lidt. Mener faktisk ikke han fik noget at spise, så måske var han ikke helt ok alligevel...
Den nat var jeg totalt træt, men mit knæ gjorde så ondt og selv om jeg smurte voltaren på og spiste smertestillende, gik det meste af natten med store smerter- jeg fik dog hørt lyden af nogle små aber...