Sidste dag i Tanzania

I dag var dagen for hjemrejsen, men da vi først skulle afsted mod lufthavnen om aftenen, havde vi masser af god tid, til at suge de sidste indtryk til os.
Hotellet gav os 2 værelser, et til piger og et til drenge, så vi kunne opmagasinere vores bagage, men også tage et bad inden afgang, derfor havde vi friheden til at gøre som vi lystede.

Ronnie, jeg selv og vores guide Bo tog benene på nakken og gik ind til byen. Det var ekstremt varmt, den dag. Målet for turen var at købe Tanzaniansk kaffe til at tage med hjem. Vi fandt ind til flere markeder og det var virkelig spændende og meget andeledes. Desværre kunne vi ikke rigtigt tage billeder derinde, da de tanzanianske kvinder bestemt ikke lader sig fotografere uden betaling.

Vi fik handlet kaffebønner, ananas som vi spiste på gaden, t-shirts og masai-klæder. Allesteder skulle man prutte om prisen. Vi præsterede endda at gå fra en butik, hvorefter de kom rendende efter os og bad os komme tilbage og handle til den pris vi havde budt. Selv om vi følte, vi fik handlet os godt ned, så er jeg sikker på de stadig griner :-)

Kaffe damen og ananas manden

Vi havde virkelig en hyggelig formiddag inde i byen, men varmen trak os hjem til hotellet og poolen, hvor vi tilbragte resten af dagen, indtil vi skulle afsted mod lufthavnen og starte flyveturen mod Danmark.

Et farvel til Kilimanjaro, et farvel til det fanastiske land Tanzania, et farvel til mange dejlige smilende tanzanianere og også et farvel til de rigtigt mange søde og rare danskere vi mødte på turen.

Med os hjem har vi minderne om en fantastisk rejse og et stærkt venskab.

Tak til Ronnie, fordi du ville have mig med !

Tak til min mand Lars, fordi du gav mig sparket til at tage afsted !

Tak til alle jer, familie og venner, der har fulgt mig fra start til slut - tak for jeres opmundtrene ord og skulderklap !

Tak til Bo Belvadere Christensen, for din måde at være på under hele turen ! 

Safari Arusha nationalpark

Vi havde hjememfra booket en safaritur og vi blev hentet i jeeps på hotellet. Jeeps, hvor man kunne løfte taget op, så man kunne stå op gennem taget og se dyrene. Der var ikke vildt mange dyr på den safaritur, hvis man sammenligner med en safaritur i sydafrika, men vi så da alligevel lidt giraffer, zebra, bøfler, flere forskellige abe racer etc.

Jeg må desværre indrømme at skulle jeg gøre turen om, så ville jeg fravælge safarien - det var efter min mening spild af god tid :-( 

7. dag på bjerget - sidste nedtur

Efter morgenmaden pakkede vi vores ting sammen for sidste gang på denne tur, for nu var der kun en lille vanding til gaten. Det var dog en rigtig flot tur gennem regnskoven og den foregik i et afslappet tempo. Benene var meget ømme efter gårdagens strabadser og jeg tror vi alle havde en lidt andeagtig gang :-)

Efter ca. 3 timers gang, nåede vi gaten og et mylder af tanzaniaere, som forsøgte at sælge alt lige fra billeder, skulpturer og vask af støvler. Det lykkeds dem da også at sælge lidt til os, men jeg må indrømme at det var lidt af et chok at møde civilisationen på denne måde efter hvad der føltes som rigtig lang tid i ødemarken...

Efter den del ventetid, hvor de officielle myndigheder skulle udfylde vores certifikater etc. gik turen i bus til hotellet. Vi kørte forbi kaffeplantager, bananplantager, små landsbyer med legende børn og det var dejligt, bare at sidde og nyde udsigten fra bilens vinduer, mens man glædede sig enormt til det første bad i 7 dage på hotellet.

Tilbage på hotellet fik vi tildelt nye værelser og denne gang var Ronnie og jeg lidt heldigere, end første gang, hvor vi havde fået tildelt en miniature værelse, så lille at vores bagage måtte stables i et hjørne. Denne gang fik vi et stort værelse med 3 senge. Bruseren var desværre en af dem man skulle hoppe efter dråberne, men vasket blev vi og det var bare skønt. Efter frokosten hoppede vi i poolen og nød solen indtil aftensmaden.

6. dag på bjerget - 5.895 mtr

Det var svært at finde ro, for nu var det jo næsten nu, men vi fik slappet lidt af.

KL. 22.00 blev vi vækket med te og kiks og så klædte vi os på.
Jeg havde inderst en ulden t-shirt, derefter en ulden hættetrøje, derpå en fleecetrøje og så en dunjakke og til sidst en skaljakke. På benene havde jeg uldne lange underbukser og mine forede trekking bukser. I støvlerne havde jeg et par liners (tynde uldstrømper) og så de tykkeste uldne vandresokker jeg kunne opstøve. Om hovedet havde jeg en buff (tubeformet uldent rør), samt min uldne skihue. På hænderne havde jeg mine super gode dunluffer. Og til sidst min pandelampe, da det jo var hamrende mørkt.

Vi stillede op på række - de svageste først og de stærkeste (Ronnie og jeg :-)) bagerst.

Allerede efter knap 20 minutters vandring, havde vi en deltager der måtte ned og ligge. Sus og Anette var desværre ikke blevet vækket i god tid, men var vågnet da vores guide råbte: vi går om 10 minutter. Så havde de skyndt sig alt hvad de kunne, for at blive klar og stress blandet med at der i starten ikke var så koldt, som vi havde forventet, gjorde at Sus blev overhed og svimmel. Hun blev lagt ned på en sten og fik åbnet sin jakke og noget at drikke, mens en guide blev hos hende og vi andre fortsatte op.

Det gik op - op - op og tempoet var meget langsomt. Forsøgte man at sætte tempoet op, gik der ikke mange skridt før man måtte stoppe op og hive efter vejret - jo luften var skam blevet tynd. Jeg mener at der i denne højde kun er 40% af den luft tilbage, som vi er vant til. Der var flere i gruppen, der havde problemer undervejs og det blev til lidt for mange stop på vej op og da det var blevet en del koldere på vejen op, var det svært for Ronnie og jeg at holde varmen. Jeg måtte ind i mellem danse/hoppe lidt for at holde varmen, men samtidig passe på, at jeg ikke tabe pusten. En af guiderne opdagede mine små dansetrin og døbte mig SIMBA :-)

Efterhånden som vi kom længere op, blev pauserne flere og Ronnie og jeg bestemte os for at skifte over til den hurtige gruppe, når de ville passere os.

Jeg skal lige nævne at det jo var ekstremt mørkt og man så faktisk ikke andet end lige det område foran sig som pande lampen lyste op. Over os var der stjerneklart, hvilket hjalp mig med at holde humøret oppe, for jeg elsker at kigge på stjerner.

Ca. kl. 05.00 var vi på sidste stop Stella point, inden topmålet.

Sjovt nok, kan hverken Ronnie eller jeg huske dette billede, men vi husker at have hvilet lidt op ad en klippevæg, hvorefter en guide sagde, at vi skulle fortsætte vores tur mod toppen ca. 1,5 times vandring. Ronnie og jeg fulgtes med Per fra Stella Point. Jeg husker, at der kom en hel flok kinesere og jeg tænkte, at det galt om at komme op til toppen inden dem, for de ville sikkert blokere topskiltet i adskillelige timer, med deres fotografering. På et tidspunkt tabte Per pusten og jeg tog føringen.

Jeg havde det faktisk fantastisk og da jeg fornemmede, at vi var tæt på målet, følte jeg mig helt ovenpå og kunne have løbet det sidste stykke. Jeg husker at jeg på et tidspunkt kiggede bagud, for at se om Ronnie stadig fulgte med og her så jeg solen kigge frem og jeg kunne bare mærke gråden og tårerne presse sig på. Det var SÅ STORT...

KL. 06.30 stod vi på toppen af Kilimajaro og tårerne fik frit løb. Vi klarede det !

Udsigten var fantastisk - gletchere, sne og sol

Jep - vi klarede det alle mand : Kipling Travel 100% på toppen !

De sidste fra vores gruppe nåede toppen omkring kl. 13 , så der var alligevel en difference på godt 6,5 time. En enkelt deltager måtte have ilt 4 gange undervejs og han fortalte selv at han kunne fornemme de ene lunge ikke fungerede.... han kom dog også op og ned igen og havde det efterfølgende fint.

Efter godt 30 minutter på toppen startede nedturen til lejren igen og her observerede jeg Ronnie og blev chokeret. Hans ben sejlede fuldstændigt under ham. Han fortalte at han de sidste par timer havde været ekstrem svimmel og kun havde kunnet fokusere på at følge mig. Det kom totalt bag på mig og jeg blev faktisk ret nervøs, for skrænterne var stejle og han kom af og til faretruende tæt på. Mange gange undervejs ned, ville han sidde ned og slappe af. uiden gav mig besked på at han ikke måtte falde i søvn og at jeg skulle sørge for at han fik rigeligt at drikke. Ronnie var ret irriteret på både mig og guiden, men det lykkeds for os at få ham ned i teltet igen, hvor han faldt totalt om og sov som en sten.
Nedturen var i øvrigt i grusgrav lignende smågrus og mage syntes det var ekstremt svært at bevæge sig ned i. Jeg brugte mine erfaringer fra skibakkerne og hoppede ned i slalom - det var fakstisk ret sjovt, men jeg var lidt for træt til at kunne nyde det i fulde drag.

Vi var nede ved teltene omkring kl. 10 og sov indtil der var frokost i messeteltet. Her fik vi besked på at vi skulle pakke sammen og fortsætte nedturen i godt 4 timer. Det skulle vise sig at være den hårdeste del af turen for mig. Meget af vejen gik vi på noget der lignede et udtørret flodleje, med store løse sten og høje nedstigninger skridt for skridt.Mit højre knæ brød sig virkelig ikke om den tur og jeg havde store smerter, da vi langt om længe nåede lejren Mweka (3.100 mtr).

Lejren var tilgengæld rigtig hyggelig, med træer og skyggefulde områder og så havde de en bar - hvor Ronnie og jeg fejrede det med en cola :-) Ronnie havde fået det bedre, efter han var kommet ned fra højden og havde sovet lidt. Mener faktisk ikke han fik noget at spise, så måske var han ikke helt ok alligevel...
Den nat var jeg totalt træt, men mit knæ gjorde så ondt og selv om jeg smurte voltaren på og spiste smertestillende, gik det meste af natten med store smerter- jeg fik dog hørt lyden af nogle små aber...

5. dag på bjerget - 4.600 mtr

Nu nærmer vi os topdagen og i dag går vi op til den sidste lejr, hvorfra den endelige og sidste tur mod toppen finder sted.

Dagen i dag var en kort dag, med kun ca. 3 timers vandring, før vi ankom til Barafu Hut i 4.600 mtr.

Ved ankomsten fik vi besked på at hvile i teltet, indtil der blev serveret frokost.
På denne lejr var der faktisk en lille shop/bod og Ronnie og jeg købte lidt chokoladebarer til nattens strabadser, samt et Kilimanjaro mærke til vores uniformer :-)

Efter frokosten fik vi den endelige breefing og vi fik målt vores iltoptagelse og blodtryk. Det havde vi fået gjort et par gange før og de målinger gav guiderne en indsigt i, hvem der kunne blive specielt disponeret for højdesygen på topdagen, men de udgjorde også grundlaget for vores opdeling i 2 grupper.

Da vi var en stor flok, blev vi på topforsøget opdelt i 2 grupper - en langsom som skulle starte kl. 22.30 om aftenen og den hurtige gruppe som skulle afsted en halv time senere.
Jeg havde meldt ud, at jeg ville med den langsomme gruppe. Primært fordi, jeg for alt i verdenen ville nå toppen i en så god en tilstand, som overhovedet muligt og jeg ville ikke forcere noget ved at skulle sætte tempoet for højt. Ronnie fulgte mig, selvom jeg tror han helst havde været med de hurtige.

Efter breefingen skulle vi først lægge alt parat til natten og så skulle vi sove igen.

Bemærk den flotte toiletbygning :-)

Der hersker en speciel stemning på lejren inden den ultimative nat. Spænding og nervøsitet - vil vi nu klare den ? Bliver vi syge af højden ? Er formen god nok til den sidste hårde tur ?

4. dag på bjerget - 4.200 mtr

I dag var det min fødselsdag og Ronnie havde sørget for at alle vidste besked - ikke lige mig at være midtpunkt, men jeg overlevede.
Ronnie havde købt en gave til mig: Bogen: Kilimanjaro - Guide til natur og bestigning, skrevet af vores guide: Bo Belvedere Christensen samt et knæklys til at hænge op i teltet :-) Ved morgenmaden fik jeg fødselsdagssang af de lokale guider :-)

Men det ændrede ikke ved det faktum at væggen (Barranco Wall) skulle bestiges straks efter morgenmaden.

Allerede inden væggen, skulle vi over et rindende vandfald og allerede her rystede benene under mig, men der var ingen kære mor - så afsted det gik og jeg vil sige jeg klarede det faktisk ok. Der var kun et tidspunkt, hvor jeg fik en svimlende fornemmelse, da skrænten ned var meget stejl og vi skulle tæt på den, før vi kunne komme videre.

 Man bliver helt høj, når man gennemfører en stigning, som man bare ikke troede man kunne - en super fødselsdag :-) og helt vildt fantastisk at stå ovenover skyerne og kigge ud.

Ronnie havde på dette tidspunkt mærket lidt til højdesygen i form af hovedpine, og da vi nåede til Karanga lejren, måtte han ind og ligge i teltet, for at blive hovedpinen kvit. Det hjælper som regel med lidt søvn og noget at spise, men flere af deltagerne kunne nikke genkendende til den periodevise hovedpine.

3. dag på bjerget - 3.950 mtr

Den 3. dag, var virkelig en flot dag, som jeg nød i fulde drag.
Jeg var veludhvilet og både maven og hovedet havde det super godt. Vi satte af lige efter morgenmaden og var afsted ved 7 tiden.

Landskabet på første del af dagen var meget stenet og meget lidt bevoksning. Det var endvidere blevet ret koldt og jeg måtte låne et par uldne sokker til at komme ovenpå mine handsker for at holde fingrene nogenlunde varme.
Dagens rute var også en af de længere med ca. 9-10 timers vandring.

Midt på dagens vandring nåede vi til Lawa Tower i ca. 4.600 mtrs højde, som vi skulle op på, inden turen begav sig nedad mod den næste camp Barranco lejren i 3.950 mtrs højde.

Det er nemlig den bedste måde at undgå højdesygen på:  gå højt og sove lavt - samt drikke masse af vand.

Efter Lawa Tower, gik vi ígennem et superflot landskab på vejen ned til Barranco lejren. Det er helt igennem specielt og fantastisk at opleve. Det var også helt specielt at opleve skyerne rulle ind over os. De er godt nok kolde, men en helt specielt oplevelse at gå i.

Med 2 dage med mange timers vandring, var vi godt trætte da vi nåede lejren.

Her kunne vi så kigge op ad morgendagens første store forhindring: Barranco Wall også kaldet Breakfast Wall, som man starter på lige efter morgenmaden.

En virkelig hård start, hvor man får brug for at klatre med både arme og ben. Ja, jeg ventede med at kigge i retningen af Barranco wall til næste morgen :-)

2. dag på bjerget - Shira Hut 3.840 mtr

Da vi havde en rigtig lang dag foran os, blev vi vækket kl. 05.30.

Morgenvækningen består i at der serveres te i vores eget telt, efter teen får vi en lille balje med varmt vand til at vaske os i og så skal vi pakke sammen, inden vi går i messeteltet til morgen maden.

Kokkene havde overgivet deres køkkentelt til os, så vi bedre kunne sidde samlet. Morgenmaden bestod af hirsegrød, scrambled egg, stegte pølser og toastbrød.

Jeg havde det helt af h.. til og frygtede det værste. Min mave kørte rundt, morgenmaden gav kvalme og mit hoved dunkede. Jeg skal ærligt sige, at jeg frygtede, at jeg havde begivet mig ud i noget, som jeg slet ikke kunne magte. Set i bakspejlet, var det nok mere manglen på søvn, der gjorde mig utilpas, for jeg havde virkelig ikke lukket et øje hele natten. Aberne i træerne havde underholdt, samtidig med, at det var varmt og så i det hele taget, at være undervejs på rejsen, som vi havde forberedt os på i 5 måneder, har nok også gjort sit til at hovedet kørte på 180.

Efter morgenmaden fik vi fyldt vores vandbeholdere og fik udleveret vores frokostpakke, hvorefter vi begav os ud på 11 timers vanding.

Vi startede i regnskoven, men i løbet af dagen ændrede landskabet totalt karakter.

Det var virkelig en lang dag, hvor det skiftevis gik op og ned og hen på dagen var vi alle ret trætte.

Ved ankomsten til lejren Shira Hut i 3.840 mtr's højde, fik vi igen te i messeteltet (bestod af popcorn, kiks, te/kaffe/kakao). Vi slappede af i messeteltet indtil aftensmaden kom på bordet.

og derefter var det ikke svært at finde i seng og den nat sov jeg super godt :-)

1 dag på bjerget - 2.750 mtr

Vi startede tidligt om morgenen efter morgenmaden. Med os havde vi den bagage, som vi skulle bruge på bjerget, resten lod vi opmagasinere på hotellet.
Udenfor hotellet holdte den bil, som skulle bringe os til gaten og vores start sted.

En bil til os, hvor vi alle fik et sæde og en bil til alle bærere, kokke, guider etc. , hvor de må have stået som sild i en tønde..

Der blev virkelig puttet en hel masse mennesker og en masse grej ind i samme lad, men ind kom de alle.
Vi kørte i rimeligt lang tid, før vi ankom til gaten. Her fik vi frokost, mens alle de lokale, som skulle være en del af vores ekspedition, fik udleveret det de skulle tage sig af. 23 kg skulle de bære hver i sær. Det var ud ver vores bagage også telte, stole, proviant etc. så der var nok til alle mand.

Vi blev alle registreret i en bog, med navn, alder og erhverv, hvorefter vi fortsatte køreturen ind i regnskoven. Det blev en helt speciel køretur, hvor vi alle havde stor lyst til at komme ud igen, specielt på det tidspunkt, hvor bilen skred ud i mudderet og man fik fornemmelsen af at den ville vælte ned ad skråningen med os...

Da bilen endelig stoppede, tog vi vores dagtursrygsække på og så startede turen ind i regnskoven. En virkelig flot tur, dog skuffede antallet af dyr mig. Vi så kun lidt forskellige aber, lidt fugle og sommerfugle, men mit håb om mange dyr blev desværre ikke indfriget.

Allerede den første stigning, fik pulsen op og jeg tænkte hold helt k.... det bliver hårdt, hvis det fortsætter sådan de næste 7 dage.
Vi gik ca. 4 timer og så var vi fremme ved turens første camp:Mkumwa lejren i 2.750 mtrs højde.
Ved ankomsten var alle teltene sat op og vores store rygsæk lå klar. Vi fik indlogeret os i teltet og så var der te i messeteltet. Desværre var messeteltet lidt for lille til en så stor en gruppe som os, men vi fik os delt, så halvdelen af gruppe fik plads og spiste i køkkenteltet. Det havde vist været en stor oplevelse at se dem lave mad til så mange mennesker over et lille gasblus.

Efter aftensmaden, var det sengetid - ja jeg tror kun klokken var 20, men vi skulle jo også være friske til en hård dag dagen efter.

En morgen i paradis

Jeg vågnede til lyden af 100 fugle, de fløjtede helt vildt. Klokken viste 6.35 og jeg følte mig super frisk. Ronnie sov endnu og jeg spekulerede på hvad jeg skulle få tiden til at gå med indtil vi havde aftalt at stå op kl.7. Men det varede ikke længe før Ronnie vågnede og sagde klokken var 7 og at jeg nok stadig var på dk tider :-)
Jeg skyndte mig ud af sengen og ud på svalegangen for at se udsigten. Det havde jo været totalt mørkt da vi ankom i går. Synet var storslået. Grønne marker og palmer og bagerst i horisonten var det fantastiske syn af Kilimanjaro med sneen på toppen. Nedenfor på vejen cyklede tanzanianerne, lidt længere ude stod en farvestrålende dame og hakkede i jorden. 3 børn kom gående af en sti og stoppede op og kiggede på mig. Jeg vinkede til dem og de vinkede tilbage, hvorefter de fortsatte deres gang mod skolen iført blå og hvide skole uniformer.
Vi spiste morgenmad og mødtes med den andre fra gruppen kl. 9.30, hvor vi fik en guided tur i byen. Først gik vi på små stier mellem de små huse, hvor kvinderne vaskede tøj på en stenplatform udenfor deres boliger. Små børn løb efter os, mens de råbte hallo hallo - smilende og vinkende. Vi besøgte et børnehjem, hvor der boede børn i alderen 3-16 år. De store børn var ikke hjemme, de var i skole. De små børn fik undervisning på børnehjemmet. Godmorning mrs. Teacher lød det ud af klasselokalet.

Udenfor i gården sad en lille rundkindet pige og spiste en bolle - helt stille og rolig - mens hun kiggede på os. Jeg gik hen til hende og straks rakte hun sine hænder op til mig. Jeg tog hende op på armen og var solgt på stedet. Hun var super skøn og jeg glæder mig til at se billederne, når vi kommer hjem. Det var en stor oplevelse og se hvor spartansk de lever - ingen legetøj og sovende 2 børn i hver seng, men de var alle smilende og glade. De sang for os mens de klappede i deres hænder. Ronnie og jeg blev begge meget rørte af oplevelsen og vi blev enige om at støtte dem når vi kommer hjem.
Derefter gik turen videre gennem byen ud til rismarkerne. Totalt frodigt grønt - helt igennem billedskønt. Palmer, grønne rismarker, arbejdende kvinder i farvestrålende klæder, rislende kildevand der kommer direkte fra Kilimanjaros gletcher.

Varmen begyndte at bide og vi tror temperaturen var omkring 35 grader. Turen fortsatte herefter ind mod centrum af Moshi. Det var en lang og meget varm gåtur langs jernbane skinnerne, men det gav en fantastisk udsigt til livet i Moshi. Sang fra skolerne, geder i gaderne, små smilende glade børn med små skinre stemmer der råbte hallo hallo. Af og til en overlæsset cykel, kvinder med store beholdere på hovedet. Alle smilende og hilsene jambo jambo.

Inde i Moshi centrum så vi et helt andet Tanzania. Larmende biler med fuld fart hen over de hullede jord veje. Hårde blikke og en fornemmelse af at her skal man virkelig passe på sine ejendele, hvilket vore guide gentog igen og igen. Vi kom ind på markedet hvor frugter og grønt var stablet, side om side med store sække af korn, bønner ris etc. En duft af geder og dyr, støv og et mylder af mennesker.

Enkelte fra gruppen forsøgte at tage billeder, hvilket blev ret hurtigt fulgt af hårde ord fra de sælgende. Generelt virkede det som om man ikke måtte tage billeder af folk der arbejder . Tilbage på hotellet, fik vi en super frokost. Det viste sig at kokken er inder - Mums lige noget for mig. Det var stadig bagende varmt og støvet fra gaderne klistrede til kroppen og vore gennemsvedte tøj, så det var ikke svært at sige ja til en dejlig frisk svømmetur i poolen. Det var skønt.
Kl. 17 havde vi informationsmøde med vores guider. Chefguiden var en sort meget smilende mand, ved kaldenavnet Teacher, der på gebrokkent engelsk fortalte om de kommende dages tur på bjerget. Meget vigtigt at tænke positivt siger han. Herefter gik vi på værelset og pakkede taskerne klar. 14 kg vejer min rygsæk, så det er jo super. Efter en lækker aftensmad, har vi trukket os tilbage for at blive 100% klar til i morgen, hvor bjegbestigningen begynder. Det bliver vildt spændende og når vi er tilbage på hotellet torsdag, håber jeg at få netforbindelser igen, så i kan høre mere.

Så er vi endelig på vej

Tirsdag aften kl. 19 kørte vi ud af Hammelev med alt vores bagage. Vi ankom til København, hvor vi havde et værelse på Cabinn hotellet tæt på lufthavnen. Efter nogle timers søvn stod vi op kl. 3.00 gjorde os klar og hoppede i taxaen mod lufthavnen. Her mødtes vi med resten af gruppen - 17 stk i alt og heraf kun 5 piger/ damer. Kl. 6 fløj vi til Amstedam og her fløj vi videre kl. 10.30 direkte til Kilimanjaro. Det var en lang flyvetur men en super forplejning hele vejen. Lækker frokost, eftermiddags snack og aftensmad. Landingen blev et kapitel for sig, som jeg helst ikke vil huske. Der var sandstorm og piloten havde meget svært ved at lande flyet.Gassede op og bremsede op skiftevis, for til sidst at ramme landingsbanen ret hårdt på højre hjul, hvorefter han fortrød og hev flyveren op igen. Føj det var bare ubehageligt og mine nerver, der i forvejen ikke bryder sig om landinger, sad uden på tøjet. Efter en rundtur forsøgte han sig igen og trods lidt problemer, så lykkeds det denne gang. Da vi kom ud, kunne vi bedre forstå hvorfor han havde haft så store problemer. Det stormede helt vildt og luften var fuld af sand, så man kunne faktisk ikke se en hånd for sig. Inde i lufthavnen, i 30 graders varme begyndte cirkuset med visa ansøgninger og check af pas. Vi fik alle skannet vores fingre, noget som jeg ikke har prøvet før. Efter godt 1,5 time sad vi i en gammel bus og kørte mod hotellet i Moshi. Det er nogle meget dårlige veje og vi blev rystet godt igennem undervejs. Ud af den mest bomlede vej åbnede sig pludselig en dobbeltlåge og et pænt hotel tog i mod os. Der var mange sorte klar til at tage vores bagage og vise vejen til vores værelser. Og her fik vi så kendskab til drikkepenge systemet - de gik nemlig ikke igen, før de havde fået trykket en seddel i hånden og det var vel og mærke en til hver. Det ærger stadig Ronnie at det kostede os 40 kr ☺ Vi mødtes udenfor og fik en sandwich og en øl, hvorefter vi krøb i seng. Totalt udmattede

Rejsefeber

Der er nu kun 3 dage til vi skal afsted fra Hammelev og rejsefeberen er i gang for fuld styrke.

I går nat vågnede jeg kl. 02.30 - lysvågen og kunne ikke sove. I nat var klokken 04.00 - fordelen er: man når meget mere, når man tager natten i brug. Så nu er vasketøjskurven tømt og huset er næsten rengjort :-) Havde det været i mine bedsteforældres tid, så skulle fryseren også stå klar med diverse retter som familien kunne tage op, mens man er væk - men det behøver jeg heldigvis ikke, for Lars er en superkok :-)
Men den manglende nattesøvn bekymrer mig - jeg skulle jo nødigt falde om ved bjergets fod af træthed og så gå glip af forsøget på at nå toppen.
Vi skal mødes med vores rejseguide kl. 04.00 natten til onsdag (et ukristeligt tidspunkt), så derfor kører vi til sjælland tirsdag aften og indlogerer os på Cab-inn i de få timer det kan blive til.

I går fik jeg hentet mine solbriller hos ProfilOptik - de er bare super seje - dem bliver jeg rigtig glad for.

Ellers så står den på træning i dag og i morgen, så slutter den del inden turen. Mandag har jeg en aftale ved fodplejen og så skulle fødderne gerne være i tiptop form til de mange kilometre.

Så kom billetterne..

Da posten i dag afleverede en kuvert med rejse informationer og billetterne, må jeg indrømme at rejsefeberen for alvor fik sit tag i mig. JEG KAN BARE IKKE VENTE...

I næste uge er der vinterferie og derefter er der kun 2 dage til vi skal afsted. Meningen var, at familien skulle i sommerhus i vinterferien, men jeg kan simpelthen ikke klare tanken om, at sidde i et sommerhus - langt væk fra alt - så det tog vi en fælles beslutning om ikke at gøre :-)
Jeg er jo nød til at pakke mine ting igen og igen :-) Jeg ved jeg kommer til at gøre det ad flere gange -  for jeg skal jo være sikker på at der er plads til det hele og at jeg får alt med.

Jeg har også tænkt mig at træne lidt mere de kommende dage, for så at holde mere fri i de sidste dage inden vi skal afsted. Jeg tror min krop vil være taknemmelig for en lille pause inden det for alvor går løs.

Fik i denne uge også et armbånd, som en af Ronnies venner sponsorerede til os. Det er et såkaldt balanceband, som skulle give bedre styrke, smidighed og balance ved hjælp af magneter. Armbåndet indeholder 4 aktive komponenter: magnet, germanium, far-infrared og tourmaline. Germanium er smertelindrende. Far-infrared skaber varme og hjælper på blodcirkulationen. Tourmaline øger energien i kroppen. Jeg tog det på i går og er spændt på at se om jeg kan mærke effekten af det. I hvertfald lykkeds det mig at løbe næsten 10km på løbebåndet i dag - om det var med hjælp fra armbåndet, ved jeg ikke - men 10 km har jeg aldrig løbet før :-)

Bjerget kommer nærmere - Lokalavisen Budstikken Vojens

Bjerget kommer nærmere - Lokalavisen Budstikken Vojens

Se artiklen fra denne uges udgave af Budstikken - midtlandet

Udstyret prøves af

Den sidste weekend i januar er Hammelev spejdergruppe altid på tropslejr, så derfor var det en ideel anledning til at afprøve vores gear. Mens de andre sov indenfor i køjerne, valgte Ronnie og jeg at sove udendørs i telt. Det er en helt speciel oplevelse at ligge der på et lille underlag i sin sovepose og høre sneen falde på teltdugen, men fantastisk var det og nu hvor vi ved at vores gear kan holde os varme, er den bekymring også visket væk :-)

Ronnie syntes måske ikke det var koldt nok, for han har planer om en ny afprøvning i den kommende weekend, hvor minusgraderne er spået til -9 ... god fornøjelse til ham :-)

Jubi.. så tikker resultaterne rigtigt

I tirsdags havde jeg min 3 samtale hos Santé, hvor jeg igen blev testet og endelig kom de gode nyheder.

Jeg havde helt klart forbedret min kondition fra "level 5" til "level 7" og målet med level 8, er nu indenfor rækkevidde... Endvidere havde jeg tabt 3,1 kg. fedt... prøv at billedliggøre det i lurpak pakker.. uf.. det er ret skræmmende. Netto tabet var dog kun 0,6 kg idet jeg havde fået 2,5 kg mere muskler, men alt i alt en sundere krop og med knap en måned tilbage, ser det vist fornuftigt ud.

Ole strammede lidt op på mit program, med lidt andre øvelser, så jeg igen har lidt at kæmpe med. Han opfordrede mig endvidere til at deltage i nogle spinningssæssions, for at booste min kondition mere :-)

Vi måtte dog også runde mine måltider, for jeg måtte indrømme, at jeg nogle eftermiddage går totalt død og er lige til sofaen. Ole konstaterede, at jeg slet ikke spiste nok og heller ikke fik proteiner nok. Han understregede vigtigheden af, ikke at sætte kroppen i underskud, når jeg træner så meget som jeg gør - tak til Ole :-) Det er vist første gang i mit liv at nogen har sagt, jeg ikke spiser nok :-) Det skal jeg nok komme hurtigt efter - mums !

Mindre end en måned tilbage

Så er der mindre end en måned tilbage til vi skal afsted og sommerfugle er der nok af i maven. Det bliver svært at holde fokus på den almindelige hverdag fra nu af. For min skyld skulle vi bare afsted nu :-)
Jeg har lavet en aftale med budstikken om et nyt indlæg og har også fået søgt flere sponsorater. Positiv tilbagemelding fra Sante Sol og Motion, som er med på et sponsorat på 0,25 kr. pr. meter - super :-)

I dag skal vi så ind til Profik Optik i Vojens, som også gerne vil støtte projektet. Vi skal se på nogle helt specielle sportsbriller, som skulle være særligt velegnet til bjergture. Det bliver spændende, for det ville jo være træls, at nå toppen med "svejse" lignende øjne og så gå glip af  den fantastiske udsigt.

Når man er 2 går det bedre..

Ronnie havde fra starten af sagt, at når der var 2 måneder til vi skulle afsted, så ville han gå igang med at træne... men tiden løber jo og træning blev det ikke til så meget af. Derfor lavede jeg en aftale med ham og fik ham hevet med i motionscentret i mandags. Det blev til 60 minutter på cross maskinen og da der er lidt (en del.. ) konkurrence mentalitet hos os begge, blev det en ret effektiv træning. Ronnie vandt ved at forbrænde flest kalorier og nå længst på de 60 minutter.
Tirsdag aften var det så revance tid, denne gang på løbebåndet. Først 10 min løb, så 60 min gang i raskt tempo med 18 graders hældning. Denne gang lykkeds det mig at nå først i mål :-)
Onsdag var fridag, mens vi var afsted igen torsdag, hvor Ronnie fik sit styrke trænings program og vi var der faktisk i godt 2 timer. Så var jeg også totalt færdig, men det er nu godt med en træningsmakker. For det første kommer man afsted oftere og træningen bliver mere effektiv, hvis man har en at konkurrere lidt med !

Nytårsfortsætter

Så blev det endelig Nytår og dermed starten på et helt nyt år, med alle de forventninger og håb, man kan have, for noget man ikke ved hvordan vil forløbe.
For mig er Nytåret også tiden, hvor jeg gør status og denne gang er det en opsang til mig selv. Nu skal det være slut med dårlige undskyldninger - NU SKAL DER SÆTTES IND på alle fronter.
I forhold til Kilimanjaro, skal jeg have skruet op for træningen og i gang med at søge sponsorer til spejderne - der er jo ikke længe til vi skal afsted.Selvom jeg stadig fører stort over Ronnies indsamlede sponsorater, så har jeg et håb om at nå længere endnu. Jeg har forhånd tilmeldt 39 til den store spejderlejr, så der skal nok blive brug for alle de sponsorater vi kan skaffe.

Første træningstur

Endelig kom vi afsted med rygsæk, vandbeholder og vandrestavene.

Vi tog hjemmefra kl. 8 og gik en rute på knap 10 km i området, hvor vi søgte så mange op og ned stigninger som muligt.
Det gik hurtigt fremad med brugen af stavene, som vi begge havde et lidt ambivalent forhold til. Men jeg må sande at de i mange situationer er ret brugbare.

En god morgenvandring, som vi følger op på igen i morgen, så vi kan få trænet nogle dage i streg.
Det er nok den bedste form for træning mod målet.

Fredag den 30/12 tog vi afsted hen på dagen. Det blev til en super sjov tur på godt 3 timer. Ronnie havde lagt ruten og den var virkelig sjov og udfordrende. Det gik både op og ned og ind på en ny mountainbike rute, som snoede sig ud og ind i skoven. En helt igennem sjov vandring, hvor vi fik trænet godt med stave, rygsæk og drikkesystemet. Jeg fandt ud af at min ide med at tage mit regntøj med ikke var super god. Det kan godt være regntøjet holdt vandet fra himlen ude, men tilgengæld blev jeg ret fugtig af kropsvarmen, så... en investering i en goretex jakke er vist også et must...